
Året der gik 2022
Vi kan se tilbage på et 2022, som var meget anderledes end vi kunne forudse ved årets begyndelse, grundet krigen i Ukraine, og de følgevirkninger, som kom deraf.
Årets første måneder var som forventet, men fra d. 24 februar og frem til juli måned, var verden vendt på hovedet, og det oplevede vi meget tydeligt i Lauritzen.
I den periode var der et stort tryk på transportmarkedet grundet store kapacitetsudfordringer, sammenholdt med meget høje godsmængder til byggeriet, og vi havde derfor konstant 50% mere gods, end vi havde kapacitet til at håndtere. Det forsøgte vi at løse efter bedste evne, men det var helt klart en udfordring, der kunne mærkes og blev bemærket.
Godsmængder og kapacitetsudfordringer var kun en del af problematikken, da også stigende diesel-, el- og gaspriser skabte usikkerhed på det danske marked, hvor mange projekter var i fuld gang og ikke kunne stoppes eller udsættes selvom priserne på varer og transport steg.
Fra juli og frem så vi et mere normalt marked ift mængder, hvilket bragte transittiden tilbage til mere normale tilstande, dog med den hage at mængden af sporarbejde i Tyskland havde en negativ effekt på transittiderne, som udfordrede os hele efteråret.
Vi ser en klar bedring her i 2023 og tror at vi fremadrettet kan levere den kvalitet, som vi er kendt for.
Vi blev også ramt af en stor tragedie i 2022, da vi alt for tidligt og helt pludseligt mistede en kær og vellidt kollega, hvilket, naturligt nok, påvirkede os utroligt meget og fik os alle til at rykke sammen. Vores tanker går til familien.
I 2022 var vi også på flisemesse i Bologna for at hilse på vores kunder, havde et stort projekt med Carlsberg, fejrede Tall Ships Race i Esbjerg, havde en af vores disponenter på studietur i Italien, byggede på vores IT platform og fejrede 5 nyudlærte med en elevfest.
Alt i alt endnu et begivenhedsrigt år, hvor vi igen kan konstatere at intet er som det plejer.
Vi ser dog også en opbremsning i økonomien i Danmark, og vi forventer derfor heller ikke det samme tryk på forsyningskæderne i 2023, men på trods af det er vi kommet fornuftigt ind i 2023, og vi vil gerne takke for den opbakning vores kunder til stadighed viser os.
Vi har en stor tro på egne evner og er derfor også fortrøstningsfulde, selvom godsmængder og priser er under pres, og vi ser frem til at servicere vores kunder i 2023.
Vores kunder er grunden til at vi eksisterer og vi takker for samarbejdet i det forgange år, og glæder os til det nye.
FREMTIDEN TILHØRER DE GLADE
MVH
Kristian Svarrer, CEO